Lærling bestået svendeprøve med 12-taller og sølvmedalje
Nyheder▼

Lærling bestået svendeprøve med 12-taller og sølvmedalje

06. maj 2014 12:00
12 tal og sølvmedalje til Nikolaj Hansen fra Iron Pump A/S - TN værktøjsslibning er stolte over at have leveret værktøj dertil.


Nikolaj Hansen, som har stået i lære hos Iron Pump A/S, har bestået svendeprøven med højeste karakter, som er et 12-tal. Svendeprøven er udført så flot, at Nikolej herefter blev indstillet til medalje, som resulterede i en flot sølvmedalje for sin præstation.

 

(Her ses Andreas Fischer (TV), og Nikolaj Hansen (TH).

Hos TN værktøjsslibning er vi naturligvis stolte af en lærling med så flot et resultat, et resultat som Nikolaj har opnået ved flid, dygtighed, nysgerrighed og engagement gennem alle sine 4 læreår hos Iron Pump A/S.

Nikolaj har med Københavns Tekniske Skole været på besøg hos TN værktøjsslibning, og derved fået et godt kendskab til specialværktøjer. KTS og TN værktøjsslibning har et samarbejde hvori KTS flere gange pr. år kommer på virksomhedsbesøg hos TN værktøjsslibning. Her bliver eleverne introduceret og undervist i moderne produktion og lærer om fordele og optimal brug af specialværktøj.

Nikolaj udtaler sig om sin svendeprøve; Jeg er kommet til enighed om et design, som jeg mener lever op til mine visuelle idéer og forventninger. For at undgå et ”klodset” design valgte jeg at lave boremaskinens hus så kompakt, som muligt, og med bløde kanter. Samtidig var målet at designe boremaskinen så ergonomisk, som det var muligt.

Boremaskinen består af 25 dele, hvoraf 9 dele er bevægelige.

Jeg har valgt at bruge aluminium til størstedelen, da det skaber en lettere vægt på maskinen, og dermed gør boremaskinen mere håndterbar. Tandhjulene er fremstillet af messing, da de var nemme at bearbejde, og samtidig gav et pænt udseende af den komplette maskine. Men det var ikke kun visuelt, så derfor er akslerne lavet af stål, så den samtidig har styrke.

Bearbejdningen af de bløde former på boremaskinens hus, har krævet en del arbejde, da jeg ikke havde erfaring med den slags bearbejdning i MasterCam. Det har derfor krævet en hel del research på internettet og TN værktøjsslibning har været behjælpelige med valg af det rigtige værktøj.
Med valget på Alu Jet fra TN værktøjsslibning, var det en prisbillig måde at komme igennem, da skæredata var høje og derfor kunne forkorte bearbejdningstiden markant.

Boremaskinen blev en stor udfordring at lave, da alle delene skulle designes, tegnes, samles og tilpasses i SolidWorks før jeg kunne begynde at producere de enkelte emner.

For at give maskinen de bløde former betød det, at der skulle bruges nogle specielle fræsemetoder samt de korrekte fræsere for at opnå dette.

Det hele blev lavet på en 5-akslet maskine for at reducere antallet af opstillinger.

Ydermere var der mange bevægelige dele, som skulle tilpasses hinanden for at maskinen også blev funktionel, hvilket krævede at samtlige mål skulle overholdes. Så som tandhjulene krævede meget tålmodighed, da ingen af os elever havde erfaring med beregning og produktion af disse.

Fra research på internettet, og i kommunikation med TN værktøjsslibning har jeg kunne lave nogle beregninger på tandhøjde/-dybde/-bredde og lign.

Så takket være den store hjælp fra TN værktøjsslibning var jeg i stand til at udføre svendeprøven på den estimerede tid.